Månedens øl i Kinorevuen

Nut Brown Ale

Samuel Smith Brewery

Tadcaster, England
Brown Ale, 5 %

Nut Brown Ale er klar, rødbrun med et beigefarvet holdbart skum og en tør, let sødlig duft med mørk malt. Smagen er forholdsvis tør med både mørk malt og noget nøddeagtigt med en lang bitter afslutning.

Den skal helst ikke være alt for kold, når man drikker den.

Den moderne brown ale blev introduceret i 1902 af bryggeriet Mann, Crossman & Paulin i London. Mann’s Brown Ale og de efterligninger, der hurtigt dukkede op, var søde og alkoholsvage (2,7 %). 

Samuel Smith’s Nut Brown Ale er brygget i den nord-engelske brown ale-tradition, der først så dagens lys i 1927, da Newcastle Brown Ale blev introduceret på markedet efter tre års forberedelse.

Brown ale-betegnelsen er også blevet brugt tidligere i øl-historien, men til andre øltyper, der kvalitetsmæssigt ikke kunne klare konkurrencen med de moderne lysere øltyper, der vandt frem i 1800-tallet. De forsvandt ifølge den engelske øl-historiker Martyn Cornell stort set fra øl-landkortet i sidste halvdel af 1800-tallet.

“Samuel Smith Brewery” har eksisteret siden 1758 i den lille by Tadcaster i det nordlige England. Bryggeriet er det ældste af tre bryggerier i den lille by (godt 7000 indbyggere) og er kendt for at holde på traditionerne, blandt andet ved at størstedelen af dets produkter, herunder Nut Brown Ale, er gæret i åbne, firkantede stenkar, “stone Yorkshire squares”.

Øllen er udvalgt og beskrevet af ølskribent John Jensen